Nord-, Midt- og Sydvietnam på 8 dage

Atter hjemvendt til hverdagen i Shanghai efter et nyt veloverstået rejseeventyr. Denne gang gik turen til Østens nye perle, Vietnam, der med sin kultur, historie og ikke mindst sine skønne naturområder er et anbefalelsesværdigt rejsemål, hvis man vil gøre sig nye kulturelle og kulinariske oplevelser.

Vi startede ud i Hanoi, en larmende storby med højt tempo, hvor end ikke Klaus og jeg kunne følge med trods vores bopæl i Shanghai. Dog ligger denne alt for stressende by ikke langt fra den fantastiske naturskønne bugt Halong Bay, der var hele årsagen til vores ophold i Hanoi. Her havde vi bestilt et 2-dages cruise på en charmerende junk boat, hvorfra vi kunne betragte de betagende bjerge, der skyder op af vandet i alle retninger.

Da vi ankom til båden blev vi guidet ind i den dertilhørende restaurant, hvorfra vi skulle nyde en dejlig menu bestående af bugtens friskfangede fisk og skaldyr, der kunne nydes til et fantastisk natursceneri.  Vi havde kun lige sat os, før jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg pludselig fik øje på en gammel kammerat fra Danmark blandt bådens øvrige gæster. Sjovt nok havde han sammen med sin kæreste også valgt at rejse rundt i Vietnam og var tilfældigvis endt på selvsamme båd, selvom der lå utallige andre turistbåde i vandet, der udbød samme tur. Det havde vi det lidt sjovt med og hyggede os således i deres fællesskab, hvor vi udover den smukke natur også blev præsenteret for andre sjove oplevelser som grotter, blæksprutte-fiskning og morgen-Thai-Chi.

Halong Bay

Efter en veloverstået tur på bugten gik turen tilbage til Hanoi, hvor vi havde aftalt med vores danske venner at fejre det vietnamesiske nytår, der skulle skydes ind til midnat den pågældende dag. Folk stimlede sammen på store åbne pladser med balloner og konfetti og afventede utålmodigt byens offentlige fyrværkeri. ALDRIG har jeg set så mange mennesker, og ALDRIG har jeg set så imponerende fyrværkeri. Fyrværkeri i alverdens farver og former (hjerter, smileys og planeter) prydede himlen i 15 minutter, førend folk bevægede sig videre for at ønske godt nytår til venner og familie. Rundt omkring gik folk rundt og uddelte penge til hinanden, de såkaldte ”lucky money”, der symboliserer lykke og velstand for det kommende år. Jo flere penge man giver, des bedre ven vil man blive anset for at være.

Den første dag i det nye år (dragens år) drog vi videre til Hoi An, beliggende i den midterste del af Vietnam. Hoi An er en hyggelig livlig gammel by med kun 5 km til stranden, og her nød vi et par afslappende dage væk fra storbyens larm og ikke mindst de alt for mange dyttende knallerter. Desværre var vejret ikke rigtig til et par dage ved stranden, så vi lånte i stedet et par cykler og hyggede os med at cykle rundt og se pagoder, natur og økologisk vietnamesisk landbrug. Nedenfor ses lidt at den charme, der mødte os.

Da vi havde brugt et par dage i Hoi An på at lade vores batterier op til mere turisme, fortsatte vi til Ho Chi Minh City, ligeledes en by med fuld fart over feltet, men som samtidig også byder på en række spændende turistattraktioner og arkitektoniske kunstværker. I modsætning til de andre steder, havde vi her valgt at have guide på, som i vores tilfælde var en ung vietnamesisk pige, der efter sigende ikke havde kontakt til sin familie, da denne havde slået hånden af hende, da hun fravalgte at lade dem finde hende en mand for i stedet at involvere sig med en vesterlænding. Hvorvidt hun opdigtede en historie for at få medlidenhed og flere drikkepenge, eller om der rent faktisk var hold i hendes historier, blev vi aldrig helt kloge på, men ikke desto mindre kunne vi ikke få hendes historier til at hænge sammen. Men sød, det var hun, og hun startede ud med at vise os det spændende krigsmuseum med dramatiske udstillinger om USA’s ødelæggelser af Vietnam og dennes befolkning under Vietnam-krigen. Herudover blev vi præsenteret for Independence Palace og Notre Dame Cathedral, som også er to af byens berømte turistattraktioner.

På andendagen i Ho Chi Minh var vi på flodtur på Mekong Delta, som for mit vedkommende var en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden. Her syntes tid og sted at stå stille, og turen bød på mange besøg hos de lokale beboere i små flodbyer, hvor penge og materialisme syntes irrelevant i forhold til hygge og socialt samvær. Landsbyboerne var utrolig venlige og vi oplevede, hvordan de lavede kokosslik og ris-popcorn, som vi fik købt med hjem i rigelige mængder.

 Kulinarisk middagsoplevelse hos flodens lokale samfund. Bemærk de flotte anretninger.

På afrejsedagen i Vietnam lagde vi vejen forbi de mere end 200 km underjordiske Cuchi tunneller, som vietnameserne gravede for at søge skjul og sikkerhed under vietnamkrigen. Det er et imponerende stykke håndværk, og det er tankevækkende og ikke mindst fuldstændig umuligt at forestille sig, hvorledes de har kunnet udholde et sådant liv gennem flere år. Mod betaling kunne man få lov at følge efter en vietnameser ind i en 120 meters rute i tunnellen. Selv med mine 1,61 meter var det trængt og smalt, og jeg blev nødt til at gå foroverlænet i en 90 graders vinkel, hvilket ville sige, at Klaus’, der jo har en god solid mandlig højde, var nødsaget til at sætte sig på hug og lave frøhop for at komme fremad. Ingen af os brød os om det! Det var klamt, mørkt og klaustrofobisk, og vi var bange for at sidde fast. Da vietnameseren ved første lejlighed spurgte, hvorvidt vi ville fortsætte eller i stedet op ad førstkommende udgang, var der ingen tvivl om, at vi var enige om at komme ud hurtigst muligt. Da vi omsider var kommet ud, grinede vietnameseren af os og sagde, at vi kun havde gået, eller kravlet om man vil, en rute på 60 meter. Konstateringen af dette fik os godt nok til at føle os som nogle små tøsedrenge, men efterfølgende har Klaus berettet om historien til sine kollegaer, som har kunnet fortælle, at de rent faktisk kender nogen, som har siddet fast lidt længere inde i tunnellen. Og derfor er det vist kun for det bedste, at vi ikke bevægede os længere ind, hvor det blot ville blive endnu vanskeligere at komme fremad. Men under alle omstændigheder var det en stor oplevelse at besøge tunnellerne, også selvom vi måtte give op i vores forsøg på at trænge igennem dem. 

En af de originale indgange til tunnellen fra Vietnamkrigen

Udgangen af tunnellen efter vores klaustrofobiske tur på 60 meter

Lidt sjov har man da lov at have

Vi er nu atter tilbage i Shanghai og er blevet en ny rejseoplevelse rigere. Havde tiden været til det, ville vi gerne have oplevet de smukke risterrasser i Sapa i det nordlige Vietnam, men vi fik trods alt set alle vore største prioriteter på den tid, vi havde til rådighed. Meget kan man sige om Vietnam, men det er et land med megen historie fra 1900-tallet, og selvom landet er under økonomisk udvikling, ser man langt fra det civiliserede samfund, vi kender det i vesten. I nutidens Vietnam ses stadig tegn på Vietnamkrigens grusomheder, når spedalske individer på urimelig vis er tvunget til at liv i fattigdom og tiggeri. Et liv der er afledt af amerikanernes udledning af fosfor, napalm og andre giftige stoffer, der bevirkede at børn blev født som vanskabninger i de pågældende egne – en kendsgerning der brister mit lille hjerter, når jeg møder disse mennesker på min ellers så civiliserede tur rundt i deres land.

Men under alle omstændigheder er Vietnam uden tvivl et besøg værdigt!

Nu går vores næste opgave så bare ud på at finde ud af, hvad den kommende rejsedestination skal være :-) ”At rejse er at leve”, og jeg kan således kun tilslutte mig H.C. Andersens veritable citat.