Min bedre halvdel er netop hjemvendt fra forretningsrejse i Danmark, og som det hører sig til, adspurgte han sine kollegaer inden afrejse, hvorvidt de ville lægge bestilling ind på danske goder, som han så ville bringe med sig tilbage.
Selv om man nok ville forvente en stor efterspørgsel fra de andre danske expats, der lider et vist afsavn i form af vestlige mangler, kom der en helt uventet respons fra de kinesiske kvindelige kollegaer. Der blev lagt billet ind på ikke mindre en 5 bestillinger på sutteflasker, og det samme krav syntes at gå igen hele linjen over – disse flasker skulle være fra enten dansk eller tysk producent.
Målløs spurgte Klaus, hvorfor de dog lige netop ville have sutteflasker bragt med tilbage. Taget i betragtning af, hvad de ellers kunne få i Danmark, var denne bestilling nok ikke ligefrem det, man først ville have gættet på. Svaret gik igen hos dem alle, som lød sig på, at de ikke havde tillid til kinesisk kvalitet, og at BABY altid skulle have det bedste.
Klaus måbede endnu en gang og modsvarede dem med, at de jo ikke havde børn endnu; ja sågar ikke engang var gravide, og mange af dem havde end ikke kæreste, hvorfor det måtte forventes, at en baby lå langt ude i fremtiden. De kvindelige kollegaer var ikke længe om at respondere på den bemærkning, og i en tone, der indikerede, at det jo var den simpleste logik for burhøns, udbrød de: ”Don’t you know Klaus – Baby is NUMBER ONE”!
Godt nok bliver kinesiske børn overdrevet favoriserede, og etbarns-politikken gør dem til centrum for alt. Men ligefrem at bestille ting med hjem fra udlandet til ufødte børn, der venter langt ude i fremtiden, er godt nok en tankegang, jeg har svært ved at sætte mig ind i. Jeg mener - vi taler om billige sutteflasker, der kan købes til håndører for dernæst at blive lagret i flere år, før de tages i brug.
Ikke desto mindre lod det til, at denne sutteflaske-idé blev spredt som vira, for der gik ikke længe, før de mandlige kinesere nu også begyndte at spørge ind til, hvorvidt der stadig var plads i kufferten.
De er nu sjove de kinesere! Men hele situationen er alligevel tankevækkende.
Tænk sig, at man som kineser, har så lidt tiltro til kvaliteten i sit hjemland. Sutteflasker eller ikke sutteflasker – dette er bare ét eksempel ud af mange, hvor kineserne mangler kvalitetstiltro og lid til produktfremstilling. Og denne mistillid er skam ikke ubegrundet, da der, og her særligt inden for fødevareområdet, hersker store problemer.
Kineserne ved om nogen, hvad de snakker om i denne sammenhæng, så det kunne da godt være, man skulle til at tænke en ekstra gang over, hvad man propper i munden, såfremt det er ”made in China”.
Ja det er godt nok tankevækkende at de har så lidt tiltro til kvaliteten af deres eget land - og så fremsynede alligevel. Tænk sig, at de allerede før de har en partner tænker på at samle skrammel ind til deres ufødte barn. Vildt :-) Det er en øjenåbner af karakter i får jer dernede, og det er netop sådan noget der gør, at man sætter helt ustyrligt meget pris på Danmark! :-)
SvarSlet