torsdag den 11. august 2011

Tyfonen - eller manglen på samme

280.000 mennesker er allerede blevet evakueret fra de østlige kystområder. 7000 fiskekuttere er blevet kaldt på land. Og 140 fly er blevet aflyst. Tyfonen Muifa ventes at ramme i morgen.

Sådan skrev BBC op til sidste weekend, og det skulle efter sigende være den værste tyfon i flere år. Prognoserne havde forudset, at tyfonen ville ramme Shanghai lørdag, så vi var ret spændte på, hvor voldsomt det ville blive.

Shanghaineserne var skrækslagne, og snakken faldt meget på de forventelige konsekvenser. På Siemens blev der snakket om, hvorvidt fabrikken ville være i god behold om mandagen, da dennes placering tæt ved kysten var mere risikofyldt.

I vort lille hjem havde vi fyldt skabene op med ingredienser til kage og kakao, eftersom alle var blevet rådet til at holde sig indendørs. Vi regnede med at skulle tilbringe det meste af weekenden med hjemlig hygge og skulle i hvert fald være godt rustet hertil.

Der blev dog hverken bagt kage eller lavet kakao, da tyfonen skulle vise sig at vige uden om Shanghai, og det eneste vi mærkede til dens eksistens var lidt vind og regn. I stedet fortsatte den til Qingdao, hvor man evakuerede 600.000 fra dennes provins og kaldte 20.000 fiskekuttere i havn. Men også her slap man heldigvis nemmere end forventet, da det eneste, jeg har fundet rapporteret efterfølgende, er vind og regn.

Så ikke megen tyfon til os - men gudskelov og tak for det.

lørdag den 6. august 2011

Hjemvendt fra Hong Kong

En forlænget weekend i Hong Kong er nu ikke det værste. Grønne områder, hyggelige bygningsværker og en bekvem infrastruktur, som klart oversteg vores forventninger. Der udbydes alt, og den høje grad af internationalisering, får generelt mange betydningsfulde storbyer til at ligne de rene amatører.

Vi blev mødt af en utrolig imødekommenhed, som er et særsyn her i Kina. Og hvad endnu bedre var, var at stort set alle var i stand til at snakke forståeligt engelsk, hvad enten det så drejede sig om taxachauffører og rengøringsdamer.  

Hong Kong bærer stærkt præg af at have været en gammel engelsk koloni helt indtil 1997, hvilket bl.a. kommer til udtryk gennem måden, hvorpå byen er bygget op. Det er tydeligt, at man ikke har ladet hastværk og hurtig vækst veje tungest i vægtskålen, og man har i stedet taget sig den nødvendige tid til at opbygge et system af en ordentlig kvalitet.

Hong Kong blev overdraget til Kina i 1997, med hvem de underskrev en 50-årig aftale om at fungere selvstændig uden Kinas økonomiske, sociale og juridiske indblanding. Så det bliver spændende, hvorvidt parterne i 2047 udarbejder endnu en uafhængighedsaftale, eller om Kina nok snarere vil gøre krav på Hong Kongs skattekroner og bruge dem andetsteds. I vore øjne ville det være en katastrofe, hvis Kina fik alt for stor indflydelse i en så fantastisk by som Hong Kong, men der er heldigvis lang tid til, at kalenderen viser 2047, og til den tid ser det hele nok en helt del anderledes ud.

Målet med vores visit i Hong Kong, som var at skaffe mig et nyt kinesisk visum, forløb heldigvis nemt og smertefrit, og jeg kan nu atter boltre mig under Shanghais himmelstrøg de kommende 3 måneder. Men nu bliver der vist heller ingen rejser foreløbigt. 15 dage i hhv. Beijing, Xi’an og Hainan efterfulgt af en forlænget weekend i Hong Kong har været rigtig spændende, men nu trænger vi altså efterhånden også til at få en fast hverdag igen. Og hvad endnu bedre er: Vi får besøg fra Danmark om en uge J

Udsigten over Hong Kong fra The Peak