Det kinesiske bryllup

Så blev der endelig anledning til at stifte bekendtskab med de kinesiske bryllupstraditioner, da en af Klaus’ kvindelige kollegaer, en uge før bryllupsfesten, pludselig sendte en invitation rundt til samtlige kollegaer på fabrikken. Det sjove er, at Klaus, og mange af de andre, stort set ikke har udvekslet et ord med bruden, men ikke desto mindre, er der tilsyneladende tradition for at invitere gud og enhver mand. Et stort og overdådigt bryllup er af stor vigtighed. Ikke mindst fordi det skal se flot ud udadtil, men skam også fordi det indbringer flere penge til brudeparret, da det er almen skik at forære penge frem for en egentlig bryllupsgave.

Festlokalet var nøje udvalgt blandt Shanghais talrige bygninger. Men da det fra værtsparret var krævet, at festen skulle afholdes i en bygning, hvis husnummer kun måtte være bestående af 6-taller, har det immervæk mindsket mulighederne en smule.  I modsætning til vestlig nummeropfattelse symboliserer et 6-tal ”held” og ”lykke”, som efter kinesisk indstilling er lighedstegn med penge og velstand. Nå, men vi ankom til det omhyggeligt valgte hotel på nummer 666, hvor festlighederne skulle foregå. Brudeparret var stadset op fra top til tå, og Klaus kunne stort set ikke genkende sin kollega, som havde fået sig en overordentlig makeover. Efter at have hilst på parret skulle vi signere en gæstebog og blev derefter henvist til et rundbord med andre Siemens kollegaer.

Når jeg tænker på, hvordan det opfattes som uhøfligt at komme for sent til begivenheder af lignende karakter i DK, var det egentlig tankevækkende at se, hvordan gæsterne kom dumpende, som det passede dem, selvom der var oplyst et specifikt tidspunkt i invitationen. Men vi er efterhånden ved at være vant til manglende struktur i Kina, så det kom langt fra bag på os.

Jeg ved ikke rigtig, hvad vi havde forventet os af maden, men helt klart noget bedre end det, der blev serveret. Her var hverken ”suppe-steg-og-is” med den vanlige 3 retters menu og afsluttende ”skrup-af-mad”. I stedet blev alt maden sat på bordet samtidig, og så var det ellers bare at tage for sig af grisefødder, kyllingehoveder, kyllingefødder, vandmænd, krapper fyldt med skaller i kødet samt meget andet ”ikke-indbydende mad”. Der var i hvert fald rig mulighed for at afprøve nye kulinariske oplevelser udover tilbehøret af grøntsager, frugt og nudler, om end det var det, der blev vores foretrukne spise.

Der blev hverken holdt taler, sunget sange eller sågar budt ”værs’go” eller ”velkommen”. Til gengæld var vi vidne til et show uden lige - for det var bogstavelig talt det, der var tale om. Selvom man skulle mene, at det var en aften, hvor alt burde dreje sig om de nygifte, virkede det i stedet til at være et stort underholdningsshow for de inviterede.  Udover at observere brudesparret skære bryllupskagen og efterfølgende få pustet en masse sæbebobler ud over sig, var der ikke meget andet der angik dem, bortset fra at komme rundt og skåle med gæsterne og lade bruden fremvise 3 kjoler i løbet af aftenen.

Og så var der ellers bare LEG FOR ALLE PENGENE! Man havde hyret en speaker til at føre ordet under hele arrangementet, og jeg skal da love for, at han satte gang i underholdningen efter en time med spisning. Der blev dystet, quizzet, spillet lotteri og meget meget andet. Det meste af det forstod vi selvfølgelig ikke, men vi blev godt informeret af de kinesiske kollegaer, og selvom vi manglede en del forståelse, var det under alle omstændigheder sjovt at følge med i.

Og så PLUDSELIG: 2 timer efter ankomsten til brylluppet begyndte de første gæster at drage hjemad, og en halv times tid senere var salen mere eller mindre ryddet for mennesker.  Vi var på forhånd blevet informeret om, at det var, hvad vi kunne forvente, men jeg syntes nu stadigvæk, det virkede uhøfligt, at folk blot kom for at fylde maverne og få et godt grin for dernæst at tage hjem uden at sige farvel til brudeparret. Men det var nu engang sådan det forholdte sig, så lidt i klokken 9 valgte vi at fortsætte andetsteds med Klaus’ kollegaer. En af kollegaerne var kineser, og da vi kom længere hen på aftenen drøftede vi begivenheden, og hun fortalte os et faktum, der kom meget bag på os begge. Kendsgerningen lyder således:

Når alle gæster er draget hjem fra bryllupsfesten, fortsætter brudeparret typisk bryllups-legene i sit hjem sammen med de nærmeste familiemedlemmer. Her bliver parret udfordret på forskellig vis og legene begynder at skifte karakter og blive mere og mere intime. Ved den allersidste leg bliver parret bedt om at afklæde hinanden og lægge sig ind i sengen, mens familien stille og roligt fordufter for at lade dem få fred. Herefter er det op til brudeparret, hvad det så skal føre til.

Man skulle tro, det var løgn! Men det er blot de benhårde fakta i et land, hvor man ellers ikke snakker højt om sådan noget. Monstro det er derfor, alle gæsterne har så travlt med at komme hjem???

Paraplyer skaber kaos – i både sol og regn

Regnsæsonen i Shanghai har igennem længere tid ladet vente på sig, og ligesom det er tilfældet i Danmark, er vejret i 2011 særlig omskifteligt. Den ene dag render vi rundt i 35 grader og ønsker vejret køligere, mens vi den anden små-irriterer os over gråt og trist vejr samt en væsentlig lavere temperatur på et niveau på 24 grader, der pludselig synes alt for kølig.

Dog lader det til, at regnsæsonen endelig er kommet til kræfter, da den sidste uges tid udelukkende har været præget af gråvejr og regn. Dette betyder ligeledes, at alle render rundt med paraplyer, og i de svært befærdede områder skaber det stor virvar og postyr, når folk forsøger at passere hinanden på de, i situationen, alt for små gader.

Forestil Jer, at størstedelen af 20 millioner indbyggere griber paraplyen, hver gang de bevæger sig ud i vejret. I myldretiden resulterer det i, at folk smadrer paraplyerne ind i hinanden, da mange kinesere ikke gider at besvære sig med diverse undvigelsesmanøvrer for samtlige forbipasserende, da de alternativt ikke vil kunne bestille andet. Så jeg tror nok, jeg til tider må se sjov ud, når jeg undvigende laver slalom for at beskytte min paraply og ikke mindst mig selv.  

Vi står derfor p.t. i venteposition til bedre vejr og færre paraplyer, selvom vi så udmærket allerede har stiftet bekendtskab med, at disse også bliver flittigt anvendt, når solen står højt på himlen. Denne anvendelse er til gengæld ikke grundet frygten for kommende regnbyger men i stedet beklemmelse over en solbrun kropslig kulør, da hvid hud anses som et statussymbol, der signalerer, hvilken type arbejde man har. Derfor vil det, når regnsæsonen så småt begynder at stilne af, vrimle frem med små feminine silkeparaplyer, hvis eneste formål et at beskytte den så populære hvide hud, der flittigt bliver smurt ind i blegelotion.  

Jeg har meget sjov ud af at iagttage kinesernes foranstaltninger kontra vesterlændingenes hunger efter mere farve. For en vesterlænding virker kinesernes evindelige anstrengelser for at opretholde den blege hudfarve som det rene vanvid, mens det samtidig forekommer kineserne aldeles besynderligt, at vi ”vandaliserer” vort udseende ved frivilligt at sætte os ud i den bagende sol.  

I bund og grund vil man vel altid gerne have det, man fra naturens side ikke har, og lige netop i denne situation vil jeg vove at påstå, at vi som vesterlændinge og med alle vore forskellige udgaver af solarier, selvbrunere og kosttilskud med beta-caroten, faktisk tager føringen mht. dumdristighed. Men ligefrem at rende rundt med en paraply om sommeren; vil jeg dog alligevel aldrig kunne få mig selv til J.  

Easy Mandarin

Mit intensive grundforløb i kinesisk er overstået, og jeg har nu holdt en mere end tiltrængt 14 dages pause.

 Diplommodtagelse af bestået intensivt begynderkursus

Kinesisk er et sprog, der tager lang tid at lære, og på skolen ses ofte elever, der i frustration opgiver deres forløb. Ligesom jeg selv har oplevet det, gennemgår de fleste studerende forskellige faser, hvor man skiftevis gennemlever manglende tro på sig selv; opbyggelse af sproglig selvtillid; følelsen af at stå i stampe og ikke udvikle sig samt følelsen af en ny udvikling i enten små eller store trin.

Efter 9 uger med 3 timers undervisning fra mandag til fredag, har jeg lært at udtrykke mig i basale sammenhænge samt lært til stadighed at gøre sætningerne længere og mere indviklede ved brug af et hav af grammatiske regler med dertilhørende ligeså mange undtagelser.  I realiteten, vil jeg dog sandsynligvis aldrig komme til at gøre brug af disse lange grammatiske sætninger, da det formentlig blot vil forvirre mere end gavne. Det har flere gange vist sig, da ordlydene er ens eller meget tilsvarende, at det er nemmere ”to keep it simple”, hvis det skal forstås hos modtageren.

Det er imidlertid  straks værre den anden vej rundt, for selv om man basalt kan forklare sig i mange simple dagligdagssituationer, er det i de fleste tilfælde meget vanskeligt at forstå, hvad kineserne siger tilbage. Med det samme de hører, at man kan den mindste smule kinesisk, ævler de løs i et uhyrligt hurtigt tempo og har ikke lært ”to keep it simple”. Og så er det ellers bare om at gætte løs på ordenes betydning ud fra konteksten, hvis man kan genkende dem fra sit beskedne vokabularium, hvilket kan få selv den flittigste elev til at miste troen på sig selv.   

Jeg havde en oplevelse sammen med Klaus her den anden dag, da vi faldt over en dansk Georg Jensen forretning, med aaaalt for høje priser, og gik med stor gensynsglæde ind for at kigge lidt nærmere på produkterne. Den kvindelige ekspedient fulgte os, som vanen tro i sådanne forretninger, rundt i hele butikken. Jeg ville være venlig og fortalte hende, at vi udmærket godt kendte dette mærke, da vi tilfældigvis begge var danskere. Hun stod uforstående og kiggede på mig, og jeg gentog mine ord men fik samme respons som før, hvortil hun tilføjende spurgte, om jeg ville have et visitkort. Slukøret gik jeg derfra og forhørte mig efterfølgende ved min tidligere svenske klassekammerat, som udmærket forstod hvad jeg mente og ville have brugt de selvsamme ord.

En sådan situation kan irritere mig grænseløst i længere tid efter selve hændelsen, da det øger min frustration men også fordi, jeg gerne vil lære af mine fejl. Var ekspedienten blot forvirret over uventet at høre kinesisk fra en hvid person; har jeg brugt en forkert tone i et af ordene; eller har jeg simpelthen bare snakket for langsomt, så sætningerne ikke har fået det nødvendige flow??? 

Der er kun én måde at finde ud af det på, og jeg tager derfor hen på skolen i næste uge, hvor jeg samtidig har valgt at påbegynde et nyt 4-ugers skoleforløb. Denne gang bliver det dog kun 3 gange om ugen og derved knapt så intenst, så der også bliver tid til andre ting i hverdagen end skole og lektier.   

Billede fra skolen, som har budt på nye bekendtskaber samt indsigt i sprog og ikke mindst kulturelle forhold, når vores lærer glædeligt deler ud af sin kinesiske livserfaring

Klasseundervisning på Easy Mandarin:
http://www.easymandarin.cn/



Ørerensning ved frisøren

”Ej, Dani. Jeg er altså ved at blive langhåret, jeg trænger til en ny tur til frisøren”. Disse er ofte ordene, jeg hører fra Klaus godt 2 uger efter hans seneste klipning.

Sammenholdt med tidsrummene mellem hans frisørbesøg i Danmark blev jeg lidt overrasket over dette pludselig behov for at rende til frisør fra tid til anden.….jeg mener, håret gror vel ikke hurtigere i Asien, vel?

Når det er sagt, koster en klipning kun omkring 70 DKK, hvorfor jeg udmærket forstår, at man hellere bliver klippet en gang for meget end en gang for lidt. Og når Klaus så tilmed foreslår, at jeg kan tage med for at få ordnet mine negle i mellemtiden, kan jeg jo kun give ham ret i, at hans hår godt nok også er blevet alt for langt J

Da vi ankom til salonen, skulle det dog vise sig, at negleteknikeren havde alt for travlt og ikke havde tid til at servicere flere kunder resten af dagen. Jeg satte mig derfor i ventesalen og tænkte, at det alligevel ikke kunne tage lang tid, før Klaus havde fået rettet lokkerne til. Herfra kunne jeg sidde og iagttage hele processen og glædede mig til, at han snart ville blive færdig, så vi kunne komme ud at spise.

En halv time senere, var klipningen endnu ikke påbegyndt, og mens jeg målløs observerede processen, gik det langsomt op for mig, hvorfor Klaus er blevet så ivrig efter at få studset sine lokker i tide og utide. Efter at have skummet håret op, begyndte en ”glædespige” en meget intens og grundig massage af hoved, nakke og skuldre. Herefter blev han ført hen til vasken, hvor massagen fortsatte i en uendelighed, og som om det ikke var nok, blev hun ved, da han blev ført tilbage i stolen. Normalvis er jeg ikke den jaloux type, men denne intense behandling kom noget bag på mig, og jeg ved snart ikke, hvem af dem der så ud til at nyde det mest (hertil skal nævnes, at kinesiske piger er vilde med hvide fyre, og at hun til tider skulede over på mig). For at sætte prikken over i’et hev hun til sidst en vatpind frem og begyndte at rense hans ører. Efter at have ventet i 30 minutter plus, blev denne fremmede kvindes behandling af min kæreste en tand for mærkelig for mig, og jeg smuttede i et raskt trav ud af salonen.

Godt 20 minutter senere kom en nyklippet Klaus ud på gaden med et sært smil på læben. Det skulle nemlig vise sig, at behandlingen var kommet ligeså meget bag på ham, som den var på mig. Jeg kunne herefter konstatere, at klipningen, i modsætning til massagen, til gengæld ikke var foretaget grundig nok, da små hårtotter hist og her var længere end det resterende hår. Men ikke desto mindre, er der allerede planlagt ny klipning igen om 14 dage.

For massage og ørerensning, det kan de sgu finde ud af!!!

Klaus' nye haircut efter en tur under bruseren. Der var vist ikke noget at sige til, at jeg måtte i gang med saksen efterfølgende J

Vores tragikomiske udflugt

D. 2. maj er national helligdag i Kina, og mange kinesere vælger at bruge fridagen på udflugter. Vi havde besluttet os for at gøre dem efter, og tog således på kinesisk arrangeret forlænget weekendtur til det naturskønne bjerg Yellow Mountain.

Lige fra ende til anden, var der intet, der forløb efter planen, og set i bagklogskabens skær var det allerede dømt til at blive en mærkværdig oplevelse fra turens spæde start, da vi øjnede manglen på struktur og ordentlig planlægning.

Den første forvirring startede allerede på afrejsedagen, da ingen af udflugtens deltagere hverken kunne finde bus eller guider på det aftalte mødested, og der gik godt 3 kvarter, før folk havde fundet sammen og sat sig tilrette i bussen. Blot 2 minutters kørsel senere var samtlige passagerer ved at gå ud af sit gode skin, da buschaufføren absolut ikke kunne håndtere kobling eller airconditionanlæg men til gengæld var stor tilhænger af at bruge sit båthorn, der flittigt blev benyttet hver 10. sekund … Og sådan fortsatte han, med undtagelse af motorvejskørsel, under hele turen.

For at undgå at skrive en længere stil om udflugtens ustrukturerede planlægning, får I her en opsummering af de mest, ifølge planen, afvigende faktorer:

·    Busturen skulle vise sig at tage næsten 9 timer, selvom vi var blevet informeret om en transporttid på 6.

·    Rejsebureauet havde rådet os til at medbringe lidt snack til transporten, da vi først ville gøre holdt til middagsmad kl. 13. Det skete så i stedet kl. 16, hvilket resulterede i en flok udbrændte og hungrende passagerer, der stort set kun havde fået morgenmad.

·    Efter endelig at have fået lidt føde skulle vi på vandring i et naturområde kaldet Jade-valley. Vi fandt senere ud af, at stedet blev kaldt noget helt andet, og at vi var blevet vist et forkert område sammenholdt med det, der stod i planen.

·    Som om vi ikke havde kørt nok i bus, skulle vi efterfølgende køre endnu en time tilbage i nøjagtig samme retning, vi kom fra, hvor vi ville blive tjekket ind på vores 3-stjernede hotel. Her var det tydeligt, at hotellet aldrig havde set så meget som blot én stjerne, og at de 3 stjerner øjensynligt var selvopfundne. Fugtskadede værelser, tilstoppede toiletter og afløb samt dårlig mad(bl.a. kyllingefødder og –hoveder) opfylder næppe 3-stjerners-kravene, og det var tydeligt at arrangøren havde valgt netop dette hotel for at optimere sin profit.

Vort "3-stjernede" hotel

·    Når det er sagt, har jeg en ekstrem underudviklet stedsans, og da jeg om aftenen ikke kunne finde tilbage til vort hotelværelse, endte jeg med at låse mig ind på et af medpassagernes værelser … dog med min egen nøgle. Jeg kunne herved konstatere, at nøglerne kun var en falsk tryghed, da alle nøgler var ens og passede i samtlige låse. Flot!

·    Dagen efter var det tid til bjergbestigning på Yellow Mountain, der krævede endnu en times buskørsel tilbage til det område, vi havde besøgt dagen forinden. Det havde dog intet med bjergbestigning at gøre, da hele turen op og ned ad bjerget foregik på trapper.  

·    Vi havde fået at vide, at vi skulle medbringe masser af varmt tøj i rygsækken, da der ville fryse mellem 12-20 grader på toppen. Som slæbende pakæsler konstaterede vi i stedet en temperatur på plus 20. Rejsebureauet havde ikke tænkt på, at det kun var om vinteren, at temperaturen ville nå under frysepunktet.

·    Vi spurgte guiderne, hvorfor bjerget blev kaldt for Yellow Mountain, hvilket de ikke kunne svare på. Selv simple spørgsmål til bjergets højde, og hvor lang tid det ville tage at vandre til toppen, rakte ud over deres forstand. 

·    Vi var alle blevet lovet fodmassage efter vandreturen. Det så vi aldrig noget til.

·    Og sidst men ikke mindst holdt guiderne ikke samling på flokken men gav deltagerne lov til at vandre ad forskellige ruter, hvilket resulterede i, at størstedelen af os måtte sidde og vente i flere timer på 5 manglende deltagere.

Efter herefter at tilbringe endnu en nat på det, alt andet end, 3- stjernede hotel, gik turen atter hjem til Shanghai med stor længsel. På trods af alt for mange mennesker i forbindelse med den nationale helligdag, havde turen til Yellow Mountain været en smuk oplevelse. Men overordentlig mangel på struktur og planlægning er det, der står klarest i vor erindring og har helt klart resulteret i, at vi i dag sidder og griner af hele den mærkværdige udflugt (husk på at I kun har fået en kort opsummering af hele historien).

            

                   En flok turdeltagere der glæder sig til at komme tilbage til Shanghai

  

Selvom det alt i alt har været en udflugt, vi har moret os meget over efterfølgende, tager vi dog SELV hånd om planlægningen af fremtidige udflugter. For med kinesisk arrangører ved man aldrig, hvad man får….men det er til gengæld også det, der gør det værd at huske J

Yellow Mountain

Yellow Mountain

Leverpostej og frikadeller

Fødevarer og madkultur er altså bare ikke det samme, som vi kender det fra Danmark. De fleste ting kan godt nok købes, hvis man er villig til at betale en høj nok pris, men visse produkter har det endnu ikke lykkedes os at opstøve.

Derfor var det med en stor følelse af glæde og nostalgi, at vi konstaterede eksistensen af en dansk restaurant med tilhørende dansk slagterforretning blot et par kilometer fra vores bopæl. Her kan købes leverpostej, frikadeller, kartoffelsalat, vin og alt andet, hvad hjertet kan begære, for rimelige penge.

En forudbestilling gør sig dog bedst, da vi tidligere har oplevet, at der har været andre danskere før os, der mere eller mindre har tømt hele butikken. Så nu har vi lagt billet ind på en afhentning i morgen, og så er der ellers bare dømt hyggeweekend med god DANSK MAD J

Intro og førstehåndsindtryk

(Sendt som fællesmail d. 31/3 11)

Hvad gør man, når ens udkårne pludselig løfter sløret for en 2-årig udstationering i millionbyen Shanghai? Velvidende om, at dette, fra barns ben, har været hans helt store drøm at arbejde uden for Danmarks grænser, flyver en masse ambivalente følelser igennem mit hoved, og jeg erindrer at tænke, hvor typisk det dog er at møde hinanden på sådan et dårligt tidspunkt. Følelsen af naivitet rammer mig en smule, for set i bakspejlet kunne jeg da have sagt mig selv, at det hele var gået lidt for nemt og problemfrit. 

Ville man, som den gode kæreste man forsøger at være, lade ham forfølge sine drømme og stå ham bi som en trofast støtte, mens man sætter sin lid til, at han ville gøre det samme, hvis situationen var omvendt?   Eller ville de fleste, efter så kort et bekendtskab, kaste håndklædet i ringen og gå egenhændigt planlagte veje, som de individualister samfundet har gjort os til?

Jeg kan kun svare på egne vegne, og ikke desto mindre valgte jeg det første alternativ og er således endt på en grøn sofa i storbyen Shanghai, over 8.000 km væk fra min ellers så trygge hjemby. Her skal jeg nu forsøge at opbygge en stabil tilværelse og finde mig en fast rytme iblandt de øvrige 20 mio. indbyggere, inden jeg om knap 2 år rejser tilbage til Danmark igen. Et stort skridt for en tryghedsnarkoman, men jeg håber og tror på, at det er en investering i min fremtid, personligt såvel som karrieremæssigt.

Alt andet lige er Shanghai meget som forventet. Store prangende bygninger og neonlys overalt er den største penisforlænger for byens erhvervsdrivende mastodonter. Overalt skyder nye byggerier til stadighed op, og omend det siges, at byen vokser med en halv million indbyggere hvert år, mener kineserne dog selv, at byen efterhånden må have nået sit mætningspunkt. Udviklingen er dog sket i en sådan fart, at kvaliteten ikke har fulgt tilsvarende med, men det anses ikke som en essentiel faktor, i forhold til den anerkendelse et opsigtsvækkende byggeri kan føre med sig.

Materialisme har en afgørende betydning for kinesernes selvværd udadtil, og særligt de unge søger accept gennem materielle goder. I denne grove generalisering forekommer der naturligvis også undtagelser, og jeg blev helt overrasket, da min kinesiske lærer fortalte, at hun end ikke ejede et fjernsyn og i stedet brugte meget tid på frivilligt arbejde med sine venner. Et positivt overraskelsesmoment der kom bag på mig i et storbysamfund, hvor alle har sig selv nærmest. Egoistiske, skubbende, masende kinesere er en selvfølge i dagligdagen, da der ikke er plads til at vise hensyn til andre i en by med så mange indbyggere.

  

Generelt er Shanghai meget vestligt orienteret, men alligevel eksisterer der stadig en stor kløft i forhold til den personlige hygiejne. Uagtet min vished om en anden holdning til hvad der er høfligt og uhøfligt, acceptabelt eller flovt, krummer jeg stadig tæer over deres mangel på renlighed, og jeg vil unægtelig tro, at denne er værre end i vore oldeforældres tid.

Men det der trods alt er kommet mest bag på mig, er de dyre fødevarepriser, når man hjemmefra havde bildt sig selv ind, at leveomkostningerne var beskedne. Her er Shanghai i hvert fald en stor undtagelse. En pakke tamponer(12 stk.) med hylster, som er særligt svære at opstøve, koster chokerende nok over 100 DKK. En ltr. mælk 10 kr. og smør ca. 20 kr. Skal der handles billigt ind, skal man i discountsupermarkederne og ellers på opdagelse i de lidt mere primitive bydele, og det samme gør sig gældende mht. beklædning osv.

Udover alle disse mange nye indtryk, er jeg i det store og hele ved at falde på plads. Klaus har fået travlt på arbejdet, og jeg har fået travlt med mit kinesiske studie. Grundet lavsæson på sprogskolen, er jeg den eneste elev på holdet, og jeg får således privatundervisning 3 timer dagligt fra mandag til fredag. Dette vanskeliggør selvfølgelig min interesse for at skabe en masse sociale relationer gennem skolen, men på den anden side er der en sproglig fordel i, at undervisningen kun drejer sig om mine behov. Fra næste uge starter der dog en hollænder på holdet, og senere hen kan der ske at komme flere til.

Rent socialt har Klaus og jeg kommet et par gange sammen med hans kollegaer, og nogle af parrene vil vi helt sikkert komme til at se mere til i fremtiden. I går var vi med dem på jazz café, hvor Det Danske Handelskammer havde arrangeret en intim-koncert med det danske rockband Nephew. Det var en god oplevelse, selvom det var lidt hårdt for Klaus at skulle op på arbejde dagen efter.

Vi har endnu ikke været på de store kulturelle udskejelser, men det må komme hen ad vejen. Indtil videre har vi været på en enkelt tur til flodbyen Xitang og ellers lidt udflugter rundt omkring i Shanghai. Temperaturen ligger og svinger mellem 12 – 18 grader, og hvis vejrudsigten er til at regne med, skulle vi for første gang i år komme op på 20 grader i weekenden, hvilket en så kuldskær person som jeg ser meget frem til.

Håber det går Jer alle godt derhjemme. Husk at sladder og hjemlig opdatering er kærkommen J.

Ni Hao – og velkommen til bloggen

Tak fordi du afsatte tid til en smut forbi min blog. Nu har jeg endelig, efter utallige opfordringer, taget mig sammen til at blogge, så alle I derhjemme kan følge med i vore talrige indtryk samt gøren her i Shanghai. Mit mål er at forsyne Jer med alt lige fra tanker, indtryk, billeder, sjove oplevelser og observationer samt alt mulig andet, der fanger interesse under vort ophold i Kina.

Jeg håber, I lystigt vil følge med. God fornøjelse!