Paraplyer skaber kaos – i både sol og regn

Regnsæsonen i Shanghai har igennem længere tid ladet vente på sig, og ligesom det er tilfældet i Danmark, er vejret i 2011 særlig omskifteligt. Den ene dag render vi rundt i 35 grader og ønsker vejret køligere, mens vi den anden små-irriterer os over gråt og trist vejr samt en væsentlig lavere temperatur på et niveau på 24 grader, der pludselig synes alt for kølig.

Dog lader det til, at regnsæsonen endelig er kommet til kræfter, da den sidste uges tid udelukkende har været præget af gråvejr og regn. Dette betyder ligeledes, at alle render rundt med paraplyer, og i de svært befærdede områder skaber det stor virvar og postyr, når folk forsøger at passere hinanden på de, i situationen, alt for små gader.

Forestil Jer, at størstedelen af 20 millioner indbyggere griber paraplyen, hver gang de bevæger sig ud i vejret. I myldretiden resulterer det i, at folk smadrer paraplyerne ind i hinanden, da mange kinesere ikke gider at besvære sig med diverse undvigelsesmanøvrer for samtlige forbipasserende, da de alternativt ikke vil kunne bestille andet. Så jeg tror nok, jeg til tider må se sjov ud, når jeg undvigende laver slalom for at beskytte min paraply og ikke mindst mig selv.  

Vi står derfor p.t. i venteposition til bedre vejr og færre paraplyer, selvom vi så udmærket allerede har stiftet bekendtskab med, at disse også bliver flittigt anvendt, når solen står højt på himlen. Denne anvendelse er til gengæld ikke grundet frygten for kommende regnbyger men i stedet beklemmelse over en solbrun kropslig kulør, da hvid hud anses som et statussymbol, der signalerer, hvilken type arbejde man har. Derfor vil det, når regnsæsonen så småt begynder at stilne af, vrimle frem med små feminine silkeparaplyer, hvis eneste formål et at beskytte den så populære hvide hud, der flittigt bliver smurt ind i blegelotion.  

Jeg har meget sjov ud af at iagttage kinesernes foranstaltninger kontra vesterlændingenes hunger efter mere farve. For en vesterlænding virker kinesernes evindelige anstrengelser for at opretholde den blege hudfarve som det rene vanvid, mens det samtidig forekommer kineserne aldeles besynderligt, at vi ”vandaliserer” vort udseende ved frivilligt at sætte os ud i den bagende sol.  

I bund og grund vil man vel altid gerne have det, man fra naturens side ikke har, og lige netop i denne situation vil jeg vove at påstå, at vi som vesterlændinge og med alle vore forskellige udgaver af solarier, selvbrunere og kosttilskud med beta-caroten, faktisk tager føringen mht. dumdristighed. Men ligefrem at rende rundt med en paraply om sommeren; vil jeg dog alligevel aldrig kunne få mig selv til J.