Det kinesiske bryllup

Så blev der endelig anledning til at stifte bekendtskab med de kinesiske bryllupstraditioner, da en af Klaus’ kvindelige kollegaer, en uge før bryllupsfesten, pludselig sendte en invitation rundt til samtlige kollegaer på fabrikken. Det sjove er, at Klaus, og mange af de andre, stort set ikke har udvekslet et ord med bruden, men ikke desto mindre, er der tilsyneladende tradition for at invitere gud og enhver mand. Et stort og overdådigt bryllup er af stor vigtighed. Ikke mindst fordi det skal se flot ud udadtil, men skam også fordi det indbringer flere penge til brudeparret, da det er almen skik at forære penge frem for en egentlig bryllupsgave.

Festlokalet var nøje udvalgt blandt Shanghais talrige bygninger. Men da det fra værtsparret var krævet, at festen skulle afholdes i en bygning, hvis husnummer kun måtte være bestående af 6-taller, har det immervæk mindsket mulighederne en smule.  I modsætning til vestlig nummeropfattelse symboliserer et 6-tal ”held” og ”lykke”, som efter kinesisk indstilling er lighedstegn med penge og velstand. Nå, men vi ankom til det omhyggeligt valgte hotel på nummer 666, hvor festlighederne skulle foregå. Brudeparret var stadset op fra top til tå, og Klaus kunne stort set ikke genkende sin kollega, som havde fået sig en overordentlig makeover. Efter at have hilst på parret skulle vi signere en gæstebog og blev derefter henvist til et rundbord med andre Siemens kollegaer.

Når jeg tænker på, hvordan det opfattes som uhøfligt at komme for sent til begivenheder af lignende karakter i DK, var det egentlig tankevækkende at se, hvordan gæsterne kom dumpende, som det passede dem, selvom der var oplyst et specifikt tidspunkt i invitationen. Men vi er efterhånden ved at være vant til manglende struktur i Kina, så det kom langt fra bag på os.

Jeg ved ikke rigtig, hvad vi havde forventet os af maden, men helt klart noget bedre end det, der blev serveret. Her var hverken ”suppe-steg-og-is” med den vanlige 3 retters menu og afsluttende ”skrup-af-mad”. I stedet blev alt maden sat på bordet samtidig, og så var det ellers bare at tage for sig af grisefødder, kyllingehoveder, kyllingefødder, vandmænd, krapper fyldt med skaller i kødet samt meget andet ”ikke-indbydende mad”. Der var i hvert fald rig mulighed for at afprøve nye kulinariske oplevelser udover tilbehøret af grøntsager, frugt og nudler, om end det var det, der blev vores foretrukne spise.

Der blev hverken holdt taler, sunget sange eller sågar budt ”værs’go” eller ”velkommen”. Til gengæld var vi vidne til et show uden lige - for det var bogstavelig talt det, der var tale om. Selvom man skulle mene, at det var en aften, hvor alt burde dreje sig om de nygifte, virkede det i stedet til at være et stort underholdningsshow for de inviterede.  Udover at observere brudesparret skære bryllupskagen og efterfølgende få pustet en masse sæbebobler ud over sig, var der ikke meget andet der angik dem, bortset fra at komme rundt og skåle med gæsterne og lade bruden fremvise 3 kjoler i løbet af aftenen.

Og så var der ellers bare LEG FOR ALLE PENGENE! Man havde hyret en speaker til at føre ordet under hele arrangementet, og jeg skal da love for, at han satte gang i underholdningen efter en time med spisning. Der blev dystet, quizzet, spillet lotteri og meget meget andet. Det meste af det forstod vi selvfølgelig ikke, men vi blev godt informeret af de kinesiske kollegaer, og selvom vi manglede en del forståelse, var det under alle omstændigheder sjovt at følge med i.

Og så PLUDSELIG: 2 timer efter ankomsten til brylluppet begyndte de første gæster at drage hjemad, og en halv times tid senere var salen mere eller mindre ryddet for mennesker.  Vi var på forhånd blevet informeret om, at det var, hvad vi kunne forvente, men jeg syntes nu stadigvæk, det virkede uhøfligt, at folk blot kom for at fylde maverne og få et godt grin for dernæst at tage hjem uden at sige farvel til brudeparret. Men det var nu engang sådan det forholdte sig, så lidt i klokken 9 valgte vi at fortsætte andetsteds med Klaus’ kollegaer. En af kollegaerne var kineser, og da vi kom længere hen på aftenen drøftede vi begivenheden, og hun fortalte os et faktum, der kom meget bag på os begge. Kendsgerningen lyder således:

Når alle gæster er draget hjem fra bryllupsfesten, fortsætter brudeparret typisk bryllups-legene i sit hjem sammen med de nærmeste familiemedlemmer. Her bliver parret udfordret på forskellig vis og legene begynder at skifte karakter og blive mere og mere intime. Ved den allersidste leg bliver parret bedt om at afklæde hinanden og lægge sig ind i sengen, mens familien stille og roligt fordufter for at lade dem få fred. Herefter er det op til brudeparret, hvad det så skal føre til.

Man skulle tro, det var løgn! Men det er blot de benhårde fakta i et land, hvor man ellers ikke snakker højt om sådan noget. Monstro det er derfor, alle gæsterne har så travlt med at komme hjem???