Hvad gør man, når ens udkårne pludselig løfter sløret for en 2-årig udstationering i millionbyen Shanghai? Velvidende om, at dette, fra barns ben, har været hans helt store drøm at arbejde uden for Danmarks grænser, flyver en masse ambivalente følelser igennem mit hoved, og jeg erindrer at tænke, hvor typisk det dog er at møde hinanden på sådan et dårligt tidspunkt. Følelsen af naivitet rammer mig en smule, for set i bakspejlet kunne jeg da have sagt mig selv, at det hele var gået lidt for nemt og problemfrit.
Ville man, som den gode kæreste man forsøger at være, lade ham forfølge sine drømme og stå ham bi som en trofast støtte, mens man sætter sin lid til, at han ville gøre det samme, hvis situationen var omvendt? Eller ville de fleste, efter så kort et bekendtskab, kaste håndklædet i ringen og gå egenhændigt planlagte veje, som de individualister samfundet har gjort os til?
Jeg kan kun svare på egne vegne, og ikke desto mindre valgte jeg det første alternativ og er således endt på en grøn sofa i storbyen Shanghai, over 8.000 km væk fra min ellers så trygge hjemby. Her skal jeg nu forsøge at opbygge en stabil tilværelse og finde mig en fast rytme iblandt de øvrige 20 mio. indbyggere, inden jeg om knap 2 år rejser tilbage til Danmark igen. Et stort skridt for en tryghedsnarkoman, men jeg håber og tror på, at det er en investering i min fremtid, personligt såvel som karrieremæssigt.
Alt andet lige er Shanghai meget som forventet. Store prangende bygninger og neonlys overalt er den største penisforlænger for byens erhvervsdrivende mastodonter. Overalt skyder nye byggerier til stadighed op, og omend det siges, at byen vokser med en halv million indbyggere hvert år, mener kineserne dog selv, at byen efterhånden må have nået sit mætningspunkt. Udviklingen er dog sket i en sådan fart, at kvaliteten ikke har fulgt tilsvarende med, men det anses ikke som en essentiel faktor, i forhold til den anerkendelse et opsigtsvækkende byggeri kan føre med sig.
Materialisme har en afgørende betydning for kinesernes selvværd udadtil, og særligt de unge søger accept gennem materielle goder. I denne grove generalisering forekommer der naturligvis også undtagelser, og jeg blev helt overrasket, da min kinesiske lærer fortalte, at hun end ikke ejede et fjernsyn og i stedet brugte meget tid på frivilligt arbejde med sine venner. Et positivt overraskelsesmoment der kom bag på mig i et storbysamfund, hvor alle har sig selv nærmest. Egoistiske, skubbende, masende kinesere er en selvfølge i dagligdagen, da der ikke er plads til at vise hensyn til andre i en by med så mange indbyggere.
Generelt er Shanghai meget vestligt orienteret, men alligevel eksisterer der stadig en stor kløft i forhold til den personlige hygiejne. Uagtet min vished om en anden holdning til hvad der er høfligt og uhøfligt, acceptabelt eller flovt, krummer jeg stadig tæer over deres mangel på renlighed, og jeg vil unægtelig tro, at denne er værre end i vore oldeforældres tid.
Men det der trods alt er kommet mest bag på mig, er de dyre fødevarepriser, når man hjemmefra havde bildt sig selv ind, at leveomkostningerne var beskedne. Her er Shanghai i hvert fald en stor undtagelse. En pakke tamponer(12 stk.) med hylster, som er særligt svære at opstøve, koster chokerende nok over 100 DKK. En ltr. mælk 10 kr. og smør ca. 20 kr. Skal der handles billigt ind, skal man i discountsupermarkederne og ellers på opdagelse i de lidt mere primitive bydele, og det samme gør sig gældende mht. beklædning osv.
Udover alle disse mange nye indtryk, er jeg i det store og hele ved at falde på plads. Klaus har fået travlt på arbejdet, og jeg har fået travlt med mit kinesiske studie. Grundet lavsæson på sprogskolen, er jeg den eneste elev på holdet, og jeg får således privatundervisning 3 timer dagligt fra mandag til fredag. Dette vanskeliggør selvfølgelig min interesse for at skabe en masse sociale relationer gennem skolen, men på den anden side er der en sproglig fordel i, at undervisningen kun drejer sig om mine behov. Fra næste uge starter der dog en hollænder på holdet, og senere hen kan der ske at komme flere til.
Rent socialt har Klaus og jeg kommet et par gange sammen med hans kollegaer, og nogle af parrene vil vi helt sikkert komme til at se mere til i fremtiden. I går var vi med dem på jazz café, hvor Det Danske Handelskammer havde arrangeret en intim-koncert med det danske rockband Nephew. Det var en god oplevelse, selvom det var lidt hårdt for Klaus at skulle op på arbejde dagen efter.
Vi har endnu ikke været på de store kulturelle udskejelser, men det må komme hen ad vejen. Indtil videre har vi været på en enkelt tur til flodbyen Xitang og ellers lidt udflugter rundt omkring i Shanghai. Temperaturen ligger og svinger mellem 12 – 18 grader, og hvis vejrudsigten er til at regne med, skulle vi for første gang i år komme op på 20 grader i weekenden, hvilket en så kuldskær person som jeg ser meget frem til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar